

|
Historien bag JUNO
JUNO stammer oprindeligt fra 1942 og udgik af produktion for 30 år siden. Der eksisterer stadig rigtig mange, enten værende i brug eller stående på lofter og i kældre. Mange af disse bliver der passet godt på og de er i fin stand, men selvfølgelig gør tiden, at der bliver stadig længere imellem gode eksemplarer af denne dejlige seng. Kigger man i brugt annoncer ligger priserne da også mellem 2 og 3.000 kroner, enkelte istandsatte endda derover. Jeg selv kom i kontakt med JUNO sengen, da jeg fik den ide at starte forretning med brugt, men pænt og istandsat babyudstyr. Forretningen åbnede i 1989 og blev en stor succes. En dag kom en familie forbi og solgte deres brugte udstyr til mig, deriblandt en ældre JUNO seng. Jeg faldt pladask for designet, og da min halvandet år gamle datter var begyndt at stå ud af sin egen tremmeseng, satte jeg den gamle JUNO seng i stand til hende. JUNO sengen var i brug, til hun var 6 år, hvorefter den blev solgt videre til en ny familie, der, ligesom jeg, var meget begejstret for den stil og ånd, som JUNO sengen afspejler. Og det var ikke et enkelt tilfælde. JUNO var og er, meget populær. Straks jeg havde fået en JUNO seng ind i butikken, var den ude igen. |
|
|
Det gav mig ideen at lave en helt ny JUNO seng. Det blev dog langt vanskeligere, end jeg havde troet, for naturligvis skulle den ny JUNO seng være bedre og meget mere sikker end den gamle, men samtidig skulle både charme, stil og ånd bevares.
I samarbejde med Dansk Teknologisk Institut gennemgik jeg den gamle seng og de skrappeste regler for sikre børnesenge i EU, men den gamle seng kunne desværre på ingen måde leve op til disse mange krav om brudstyrke, tremmehøjde, kanter, mellemrum og meget mere. Du kan læse testresultatet for den nye JUNO seng her. Der blev gjort mange forsøg, forkastet mange ideer og lavet flere prototyper, før den ny JUNO Baby- og Børneseng endelig tog form, så sikkerhed, kvalitet og funktion var i orden. Det har taget 4 år at komme så langt, men endelig, d. 15. maj 2004 på Babymessen i Øksnehallen i København, havde den ny JUNO seng Danmarkspremiere og kunne vises frem for første gang. Jeg var rigtig spændt, men publikum tog imod sengen, præcis som jeg havde håbet på. Alle kunne straks genkende JUNO sengen og alle synes, at det var lykkedes at bevare både charme og alsidighed fra den gamle model og samtidig give den et tidssvarende design. Det er stadig en rigtig JUNO seng. De runde former og den gedigne finish indgyder tryghed og varme. Tremmerne i siden er erstattet af plexiglas med motiver af hyggelige bondegårds dyr, som barnet kan se igennem. Det gør sengen åben og giver samtidig en elegant lethed. Jeg håber den ny JUNO Baby- & Børneseng bliver lige så elsket som den gamle og at den vil være til stor glæde de næste 40 år...
Annette P. Sørensen, JUNO ApS
|
|